Hvem er vi

Man kan ikke melde sig ind i Civic. Medlemskab er noget man bliver inviteret til. Vi rekrutterer blandt voksne mænd  der gennem deres virke i Hadsten eller samfundsposition i øvrigt,  har noget at byde ind med.

Vi vil dog nødigt forveksles med en lukket eller hemmelig loge. Vi ser snarere os selv som en gruppe borgere der har et socialt medmenneskeligt grundsyn og som føler et medansvar for lokalsamfundets udvikling og virke.

Udfdybende information om CIVIC:

CIVIC Aktive borgere er en almennyttig og velgørende forening der har til formål gennem sit virke at medvirke til at udvikle lokalsamfundet samt give støtte til sociale formål og hjælp til selvhjælp blandt lokalsamfundets sociale foreninger, ungdomsforeninger, idrætsklubber samt omsorgsorganisationer for ældre, handicappede og socialt udsatte borgere.

Civic Hadsten er en alment velgørende forening med hjemsted i Hadsten. Civic blev stiftet i 2011 af 5 lokale grundlæggere og har som geografisk interesseområde den gamle Hadsten Kommune.
 
Civic har to formål. Dels at udvikle et fortroligt og tillidsskabende aktivt klubliv for medlemmerne, og dels at medvirke til at udvikle lokalsamfundet og understøtte initiativer og projekter der kan fremme Hadsten og Omegn erhvervsmæssigt, socialt og kulturelt i bredeste forstand.
 
Civic er uafhængigt af alle politiske retninger, religion og kommercielle interesser.
 
Civic er baseret på frivillighed og medlemmernes personlige interesser og lyst. Intet medlem kan således pålægges opgaver af Civic uden medlemmets eget ønske.
Omkring foreningens klubliv er tillid og respekt for den enkeltes holdninger og mening af afgørende betydning. Foreningen sammensætter en medlemskreds således at der optages mænd i foreningen over 35 år. Dette skyldes et ønske om at medlemskredsen har en vis livserfaring, kontakter og viden fra arbejdslivet, som kan berige foreningens virke, både internt som eksternt.
 
Tillid og fortrolighed til hinanden er det helt grundlæggende princip for Civic. Uden tillid til at vores ytringer og meninger holdes inden for klubbens fire vægge så kan klubben ikke få den indholdsmæssige værdi som vi efterstræber.
 
Det er derfor at man ikke kan melde sig ind i Civic fra gaden. Alle skal kunne føle sig trygge ved de medlemmer som vi lukker ind. Derfor har vi også givet hvert enkelt medlem vetoret i forhold til optag af nye medlemmer. Man skal kunne sige nej, også uden begrundelse. Vi begrænser også tilgangen i forsøg på at kunne følge med i kendskabet og tilliden til hinanden. Nye medlemmer optages således kun på baggrund af en indstilling fra et eller flere medlemmer, samt en forhåndsgodkendelse i klubben forud for at klubben etablerer en kontakt til et kommende medlem.
 
Et andet grundlæggende element er respekt for andres integritet, holdninger og meninger. Vi bliver som individer kun udviklet og beriget i uenighed. Hvis vi kun deler holdninger med dem som vi i forvejen er enige med så flytter det ingenting. Respekten for andre betyder at vi kan diskutere uden at skændes. Det betyder en ordentlig tone og at personlige angreb er uønsket. Respekt betyder også at alle kan komme til orde, og at der lyttes til det der bliver sagt. Det er derfor at vi rejser os op når vi tager ordet. Det kan nogle gange være svært at overholde, men det er en kodeks der gør at alle ved hvem der taler nu, og at taler ved han bliver hørt. Ved på den måde at udvise respekt for andre, så ved man også at man selv modtager samme respekt.
 
I forhold til det eksterne, så er vort udgangspunkt et fortsat lokalt engagement i Hadsten og Omegn. Vi vil gerne være med til at udvikle vort nærmiljø. Derfor formulerede vi i vores vedtægter Civic som en almennyttig forening der ville bakke op omkring conceptet hjælp til selvhjælp. Dette indebærer at medlemmerne stiller deres viden og kontaktnet til rådighed for udviklende projekter og initiativer i lokaleområdet som foreningen finder værdi i at hjælpe i gang.
 
CIVIC Aktive borgere er en almennyttig og velgørende forening der har til formål gennem sit virke at medvirke til at udvikle lokalsamfundet samt give støtte til sociale formål og hjælp til selvhjælp blandt lokalsamfundets sociale foreninger, ungdomsforeninger, idrætsklubber samt omsorgsorganisationer
for ældre, handicappede og socialt udsatte borgere.

Blandt medlemskredsen i Civic findes ekspertise indenfor finansiering, selskabskonstruktioner, håndværk, byggeri, idræt, politik, produktion, handel og offentlig forvaltning.

Vores indsats består således primært at fungere som back-up og sparringsmiljø for de af vores medlemmer som har kastet sig over en opgave til gavn for Hadsten og omegn.

Hverdagen i Civic består i to møder om måneden. Den første og tredje torsdag. Møderne starter som regel kl 18 med fællesspisning hvorefter mødet afholdes. Det tilstræbes at det ene møde er et internt møde i vort mødelokale og at det andet møde typisk er en udadvendt aktivitet, meget ofte et virksomhedsbesøg i en lokal virksomhed. Møderne er præget at godt humør, kammeratskab samt engagement, spørgelyst og nysgerrighed.

Møderne slutter som regel senest kl 21. Månederne juli og august samt december er mødefri.

Der betales et årligt kontingent til foreningens drift fastsat i størrelse på den årlige generalforsamling.

De enkelte møder afregnes ligeledes med et fast beløb for mad og drikkevarer.
 
På hjemmesiden https://civic-hadsten.dk kan du finde mere om Civic samt en oversigt over klubbens nuværende medlemmer.