Vedtægter

 

Vedtægter for foreningen ”CIVIC”, aktive borgere i Hadsten

 

§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1.

Foreningens navn er ”CIVIC”, aktive borgere i Hadsten.

Stk. 2.

Foreningens hjemsted er Favrskov Kommune, Hadsten og Omegn.

 

 § 2 Formål og Etisk grundlag.

Stk. 1.

Foreningen er en almennyttig og velgørende forening, der har til formål gennem sit virke at medvirke til at udvikle lokalsamfundet samt give støtte til sociale formål og hjælp til selvhjælp blandt lokalsamfundets sociale foreninger, ungdomsforeninger, idrætsklubber samt omsorgsorganisationer for ældre, handicappede og socialt udsatte borgere.

Stk. 2.

Foreningen hviler på et etisk grundlag der igennem tillid, åbenhed og respekt, udvikler kammeratskab og venskab imellem medlemmerne og fordrer god tone samt forbilledlig adfærd.

 

§ 3 Foreningens møder og aktiviteter.

Stk. 1.

Der afholdes to møder om måneden med 14 dages mellemrum. Møderne afvikles som henholdsvis arbejdsmøde og eventmøde. August måned er mødefri. Der afholdes desuden kun 1 møde i juli og december.

Stk.2.

Arbejdsmøderne har som formål at planlægge og udføre aktiviteter i henhold til §2 stk.1, mens eventmøderne afholdes med det formål at give medlemmerne fælles oplevelser af kulturel, faglig, underholdende og menneskeligt udviklende karakter.

Stk. 3.

Referat fra møderne indføres i protokol. Der er fuld fortrolighed omkring foreningens møder.

Stk. 4.
Møderne ledes af foreningens Mødeleder.

Stk. 5.
Alle medlemmer er forhåndstilmeldt møderne, hvorfor udeblivelse sker via afbud til foreningens Mødeleder.

 

§ 4 Medlemskreds

Stk. 1.

Som medlemmer kan optages mænd der er fyldt 35 år og bosiddende eller erhvervsdrivende/ansat indenfor Hadsten og Omegn. Det er et krav for optagelse, at medlemmet indtager/har indtaget en betydende position i samfundet eksempelvist som selvstændig erhvervsdrivende eller ansat i ledende stillinger, samt at medlemmet er uberygtet og med ren straffeattest.

Stk. 2.

Enhver optagelse af medlemmer sker som inviteret medlemskab, således at forstå, at nye medlemmer kan udelukkende foreslås optaget af eksisterende medlemmer. Alle eksisterende medlemmer har en indsigelsesret på 14 dage fra hvornår nyt medlem er foreslået optaget. Gøres der indsigelse kan et foreslået medlem ikke optages. Indsigelse behøves ikke begrundes.

Stk. 3.

Et medlem kan udelukkes såfremt medlemmet groft forsynder sig imod ånden og bestemmelserne i disse vedtægter. For at udelukke et medlem, skal der foreligge en enstemmig indstilling fra bestyrelse på et medlemsmøde, hvor der desuden kræves to tredjedeles flertal blandt de fremmødte for at effektuere en udelukkelse.

Stk. 4.

Medlemskontingent fastsættes for et år ad gangen på generalforsamlingen. Medlemskontingent opkræves to gange årligt med halvdelen af det fastlagte.

 

§ 5 Generalforsamling

Stk. 1.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig indkaldelse til medlemmerne.

Stk. 3.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage

før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 4.

Stemmeret på generalforsamlingen har medlemmer, der ikke må være i kontingentrestance.
Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

Stk. 5.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab.
  4. Fastsættelse af kontingent.
  5. Indkomne forslag.
  6. Valg til bestyrelsen i henhold til § 6, stk. 2.
  7. Valg af bestyrelsessuppleant.
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  9. Evt.
  10. Stk. 6.

Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol.

Stk. 7.

Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal.

Stk. 8.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes inden en måned, når mindst 30 % af medlemmerne skriftlig stiller krav herom.

 

§ 6 Foreningens daglige ledelse

Stk. 1.

Den daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af formanden samt 4 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Desuden vælges en suppleant hvert år.

Stk. 2.

To medlemmer til bestyrelsen vælges på lige år og to medlemmer på ulige år. Formanden vælges for 2 år.

Stk. 3.

Bestyrelsen konstituerer sig selv ved det første møde efter generalforsamlingen med næstformand, kasserer, sekretær og mødeleder.

Stk. 4.

Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 5.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 7.

Formanden leder bestyrelsens forhandlinger og i dennes forfald næstformanden.

Stk. 8.

Sekretær drager omsorg for, at der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger/

Stk.9.

Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg blandt foreningens medlemmer til varetagelse af foreningens forretninger.

 

§ 7 Regnskab og revision

Stk. 1.

Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut

Stk. 2.

Regnskabsåret er 1. januar – 31.december

Stk. 3.

Revisorpåtegnet regnskab forelægges på generalforsamlingen.

 

§ 8 Tegningsregler

Stk. 1.

Foreningens tegnes af formanden og kassereren i forening eller ved en af disse forfald af formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.

 

§ 9 Hæftelse

Stk. 1.

Bestyrelse og medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens gæld, medmindre tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling.

 

§ 10 Vedtægtsændringer

Stk. 1.

Vedtægtsændringer kan vedtages på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

§ 11 Opløsning

Stk. 1.

Foreningens opløsning kan kun ske med 2/3 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Stk. 2.

Eventuelt overskud/formue/materiel går ved opløsning af foreningen til velgørende formål jf. § 2 Stk.1.

 

 

 

 

 

Reviderede vedtægter således vedtaget med 2/3 flertal på den ordinære generalforsamling den 5. januar 2023.